
Bæredygtighed er øverst på dagsordenen i alle brancher - også i film- og TV-branchen. Film- og TV-branchen bidrager betydeligt til den globale CO2-udledning, derfor er det nødvendigt at ændre adfærd samt arbejds- og produktionskultur for at gøre de nødvendige indsatser mod en grønnere produktion.
Dette kursus fokuserer på at udvide forståelsen og evnen til at implementere miljøvenlige praksisser og henvender sig til alle professionelle filmarbejdere - både de, der ønsker at specialisere sig som green managers, og dem, der ønsker at udvide deres horisont og fagprofil med mere viden om bæredygtig film- og TV-produktion.
Dette kursus er gennem en kombination af teori, foredrag og case-studier tilrettelagt for at give deltagerne en større indsigt i og forståelse af, hvordan man kan producere film og TV med mindre miljømæssig belastning og mere socialt ansvar. Om man er belyser, production designer, postproducer eller aspirerende green manager, er det relevant, at man ved, hvordan man inden for sit fagområde kan gøre forskel med håndgribelige grønne initiativer - herunder også de initiativer, som ikke kun gavner miljøet, men også kan føre til økonomiske og produktionelle optimeringer.
Kurset sigter mod at udstyre deltagerne med flere værktøjer og mere viden til at engagere sig i en mere bæredygtig praksis inden for film- og TV-produktion. Det er kurateret af bæredygtighedseksperterne Carsten Sparwath og Mette Rio, som også vil agere som kursusledere. De vil blive suppleret af gæstelærere under kursets forløb, som du kan se en oversigt over nedenfor. Bemærk, at flere vil blive tilføjet inden kursets start.
Dag 1: d. 28/9/2026
Dag 2: d. 29/9/2026
Dag 3: d. 08/10/2026
Dag 4: d. 09/10/2026
Ved tilmelding skal du vedlægge en motiveret ansøgning og CV.
Ansøgning sendes til efteruddannelsen@filmskolen.dk. Ansøgningsfrist en er den 9. september 2026
Husk, at kursusdeltagere, der arbejder professionelt inden for den danske filmbranche, kan ansøge Filminstituttets støttepulje til efteruddannelse og kompetenceudvikling. Støtteordningen henvender sig til personer, der arbejder eller har arbejdet professionelt inden for den danske filmbranche, samt personer som har opnået relevant uddannelse inden for filmproduktion eller filmbranchen.
Puljen støtter kursusgebyr på op til DKK 25.000 og næste ansøgningsfrist er den 2. september 2026. Læs mere her.
Husk at kursusafgiften kan være fradragsberettiget og undersøg evt. i dit fagforbund, om du kan søge støtte til kurset.

