På kunstskolerne uddannes fremtidens professionelle kunstnere: filmskabere, musikere, komponister, arkitekter, designere, scenekunstnere med flere. Men skolerne er ikke bare læreanstalter, de er også videnproducerende og kunstproducerende kulturinstitutioner, som udvikler sig fagligt og beriger kulturen i bredere forstand.
På kunstskolerne foregår videnproduktionen - altså forskningen - som Kunstnerisk Udviklings Virksomhed (KUV). Det består i at skolernes undervisere selv bedriver kunstnerisk skabende virksomhed samt reflekterer over og dokumenterer projekterne, så videngrundlaget for uddannelserne løbende udvikles og øges.
Det særlige forskningsbegreb KUV bruges på alle de videregående kunstneriske uddannelser i Danmark. ’Artistic research’ kaldes det i international sammenhæng, og det fokuserer kort sagt på kunstpraksis som en videnproducerende handling. KUV er derfor også en vigtig del af videngrundlaget på Filmskolens uddannelser og et væsentligt fundament for metodologi, pædagogisk udvikling, kunstnerisk praksis og videreudvikling af kompetencer og færdigheder indenfor skolens fagområder.
Med KUV-projekter kan Filmskolens undervisere eksperimentere, fordybe sig i faglige detaljer, udfordre det gængse, krydse faggrænser, afsøge nye metoder og gå på opdagelse i egen kunstnerisk praksis.
Artistic research bedrives naturligvis også internationalt, og man kan tilgå de kunstneriske udviklingsprojekter via den internationale database Research Catalogue.
Den Danske Filmskole er en del af Center for kunstnerisk viden og udvikling, der blev grundlagt i 2019. Centret organiserer og koordinerer den kunstneriske forskning blandt alle de danske videregående uddannelser inden for det kunstneriske område.